English Dansk Deutsch

Fastholdelse

 

Fastholdelse


BIRN har i samarbejde mellem ledelse, samarbejdsudvalg og sikkerhedsorganisation udformet en fastholdelsespolitik som har til hensigt at skabe en stabil og tryg stab af medarbejdere.
Politikken skal give den fraværsramte den bedst tænkelige behandling gennem en tidlig, struktureret indsats der med egnede løsninger tilgodeser alle parter. Dette gælder både fravær grundet sygdom og tilskadekomst.
Vi vil sikre at der tages hånd om den enkelte medarbejder i en vanskelig situation, og gøre en indsats for at få vedkommende tilbage på arbejdspladsen hurtigst muligt i den bedst mulige løsning helbredsmæssigt og økonomisk for både medarbejder og virksomhed.
 

Hvordan?


Ved at:
•virksomheden på et tidligt tidspunkt viser interesse for den enkelte medarbejder der bliver ramt af fravær
•både ledelse, kolleger og den enkelte medarbejder har et ansvar for den enkelte medarbejders velfærd. Påvirkes en medarbejders arbejdssituation, skal det være en klar opfattelse hos samtlige virksomhedens ansatte at fravær i den situation ikke er en privatsag
•hver enkelt er klar over at alle har et ansvar - både for at forebygge at vi får fravær, og for at gøre en indsats for at begrænse fraværet
•sikre en ensartet indsats for alle fraværende
 

Formål


•At gøre det acceptabelt at sætte fokus på den enkelte medarbejders fravær
•At give den fraværsramte en fair og individuel behandling
•At få mulighed for at forebygge årsagerne til fravær
•At fastholde medarbejderen på arbejdsmarkedet
•At nedbringe fraværet (både det korte og det langvarige)
Som et naturligt led i virksomhedens fastholdelsespolitik fortsættes det målrettede sikkerhedsarbejde for at forebygge arbejdsulykker, nedslidning og erhvervssygdomme.
 

Fastholdelse i praksis


Der udarbejdes fraværsstatistikker for alle ansatte hos BIRN. Statistikker der viser afdelingens fravær, hænger synligt i afdelingen.

 

Sygemelding


Sygemelding skal foretages tidligst muligt og inden kl. 10.00. Aftenhold anmelder inden kl. 16.00. Nathold anmelder inden kl. 24.00.

Timelønnede og funktionærlignende
Telefonisk sygemelding til arbejdslederen i afdelingen. Såfremt arbejdslederen ikke kan træffes, kontaktes lønningskontoret.
Der udfyldes fraværsdokumentation i overensstemmelse med ”Velkommen til Birn”. Dette kan også ske via mail til: personale@birn.dk
Ved sygemelding angives fraværets forventede varighed.

Funktionærer
Telefonisk sygemelding til receptionen og den nærmeste overordnede.
Ved sygemelding angives fraværets forventede varighed.

Raskmelding
Raskmelding sker ved indstempling. Funktionærer kontakter desuden receptionen.

Fravær
1. Telefonkontakt
Ved sygdom af længere varighed end angivet ved sygemeldingen eller ud over 3 arbejdsdage har den fraværsramte pligt til at kontakte den nærmeste overordnede med henblik på at få en afklaring på det videre sygdomsforløb.
2. Fastholdelsessamtale
Der indkaldes til en fastholdelsessamtale for medarbejdere med mere end 9 måneders anciennitet, hvis medarbejderen:

•har været fraværende mere end 4% målt på et kvartal
•ændrer sit arbejdsmønster i øvrigt
Den nærmeste overordnede indkalder til fastholdelsessamtale. Den fraværsramte og den nærmeste overordnede aftaler hvem der skal med til samtalen, fx tillids- eller sikkerheds-repræsentant.
Samtalen er fortrolig. Formålet med samtalen er at finde ud af, om der er tale om kort- eller langtidsfravær. I samarbejde skal der findes frem til en løsning, så den fraværsramte kan komme tilbage på arbejdspladsen hurtigst muligt.
Løsningsmuligheder på kort sigt
På kort sigt kan BIRN evt. tilbyde skånehensyn ved enten af finde alternative midlertidige job eller en gradvis tilbagevenden til eget job.
Løsningsmuligheder på langt sigt
Man kan evt. vende tilbage til sit eget job, men på andre vilkår, fx nedsat tid. Eller hvis det er muligt, kan man få et andet job, - det betinges dog at jobbet er relevant, og at man over en tid skal kunne udfylde jobbet 100%.
Det afgøres samtidig om der er brug for en ny samtale hvor andre instanser kan indkaldes, fx kommunen, fagforening el.lign.
Resultatet af samtalen vil være en handlingsplan for kort- og langsigtede løsninger. Der vil altid være en tidshorisont for handlingsplanen.
Hvor det er nødvendigt, tages kontakt til A-kasse eller kommunal sagsbehandler. Her kan det dreje sig om hjælpemidler, efteruddannelse til anden jobfunktion, nedsat tid m.v.
Det er vigtigt at det aftalte overholdes af begge parter. Handlingsplanen underskrives derfor af begge parter, så der er enighed om indholdet. Kopi af handlingsplan udleveres til den fraværsramte.
 

Kontakt vedrørende virksomheden


I en længere fraværsperiode tager den fraværsramte hver 14. dag kontakt til den nærmeste overordnede.
 

Fængsel / Hæftestraf


Såfremt en medarbejder udebliver fra sit arbejde pga. fængselophold/hæftestraf, bliver dette betragtet som ulovligt fravær iht. overenskomsten.
Der kan dog inden udeblivelsen træffes aftale om at benytte afspadsering/ferie, således at opholdet betragtes som lovligt fravær hvis følgende betingelser er overholdt:
-hvis medarbejderen har afspadsering optjent som kan dække opholdets periode
-og/eller har optjent ferie som kan dække opholdets periode, og denne periode falder inden for afdelingens normale ferieperiode.
 

Misbrugspolitik


BIRN har i samarbejde mellem ledelse, samarbejdsudvalg og sikkerhedsorganisation udformet en misbrugspolitik med det formål at udstikke fælles rammer for omgang med rusmidler på arbejdspladsen.

Rusmidler på arbejdspladsen
Det er en selvfølge at man ikke indtager alkohol og andre rusmidler på virksomhedens område.
Hvis en medarbejder optræder synligt påvirket, vil dette medføre øjeblikkelig hjemsendelse.

Ved efterfølgende samtale med den nærmeste overordnede vil vedkommende få en skriftlig advarsel. Ved gentagelse inden for 12 måneder efter den skriftlige advarsel vil medarbejderen blive afskediget.

Misbrug af rusmidler  
Hvis en medarbejder kommer ud i et misbrug af alkohol eller andre rusmidler, indkaldes vedkommende af den nærmeste overordnede for at aftale en handlingsplan for afvikling af misbruget. I samtalen deltager altid en tillidsrepræsentant. Kopi af handlingsplan udleveres til medarbejderen.

Enhver sag vedrørende misbrug af alkohol og andre rusmidler skal behandles strengt fortroligt.
 
Relaterede filer
Velkommen til BIRN