English Dansk Deutsch

Grønt regnskab

 

Genbrug


BIRNs jernstøberi er én stor genbrugsvirksomhed. Råmaterialet der anvendes i produktet, er stålskrot der ved hjælp af elektricitet bliver smeltet til støbejern i forskellige legeringer. På Disamatic formeanlæg omdannes det smeltede stålskrot til støbegods ved brug af formsand. Formsandet består af en blanding af bakkesand og strandsand samt bentonit (ler), kulmel og vand.

I samarbejde med bl.a. miljømyndighederne er det påvist at det brugte formsand er anvendeligt til fx bygge- og anlægsarbejder samt tilsætning til asfalt og grå cement.
I samarbejde med Miljøstyrelsen er der blevet arbejdet på at udvikle ny teknologi således at man kan anvende hjælpematerialerne længere tid i produktionen, før de bliver genbrugt i en anden industri.
 

Eksternt miljø


Igennem en årrække har virksomheden foretaget meget betydelige miljøinvesteringer med henblik på at forbedre såvel det eksterne som det interne miljø. For at reducere støvemissionen er der installeret 10 stk. meget effektive posefilteranlæg som er forbundet med 40 - 50 m høje skorstene. Grænseværdierne for udledning til luft er med den nye miljøgodkendelse ændret til 10 mg/m3. Udledningen fra virksomheden er under 3 mg/m3.

Støjniveauet er reduceret ved udskiftning og indkapsling af ventilatorer og anlæg. Lugtbelastningen er nedbragt ved installering af et vaskeanlæg der fjerner hovedparten af de aminer der lugter i afkastluften.
 

Internt miljø


På det interne miljøområde findes varme, støvende og støjende processer.
Virksomheden investerer løbende i renere teknologi med henblik på reduktion af energiforbrug, støj og spild.

En holdningsbearbejdning af medarbejderne og løbende forbedringer af de arbejdsmiljømæssige forhold som finder sted overalt i virksomheden, er med til at begrænse antallet af arbejdsulykker og sygefravær ved arbejdsulykker. Ligeledes har arbejdsgrupper bestående af ledere og medarbejdere løbende arbejdet med APV (arbejdspladsvurderinger) som et naturligt led i sikkerhedsarbejdet og for fortsat at sikre forbedringer af det interne arbejdsmiljø.
 
Relaterede filer